1 Altankonstruktioner
1.1 Identifikation af byggeteknik og altantype
Anvisningen tager udgangspunkt i otte arketyper af altaner. Disse, samt varianter heraf, dækker en meget stor del af de altaner, der eksisterer i Danmark. Det fremhæves, hvilke udfordringer og fordele der kan forventes med forskellige typer altaner med forskellige statiske systemer, samt hvilken risiko der er knyttet til de forskellige altantyper.
1.1.1 Byggeteknik
Altaners udførelse har været afhængig af samtidens tekniske muligheder og anses generelt som tilføjelser til et byggeri. Uanset om en altan er opført samtidig med det resterende byggeri eller er føjet til senere, vil den oftest være opført med et statisk system, som er integreret i bygningens øvrige bærende system. Kendskab til tidligere tiders byggeskik er derfor et godt udgangspunkt for at forstå, hvorledes en altans bærende konstruktion kan være opbygget.
Publikationerne Etagebyggeriet gennem 150 år (Engelmark, 2013) og Kend dit etagehus (Iversen, 2010) kan hjælpe ved bestemmelse af typen af bygningens bærende konstruktion. Heri beskrives relevant viden om historisk byggeteknik og stilarter.
Mange etageboliger opført i 1930’erne og 1940’erne blev udført med moderne komfort i form af altaner. Der blev i perioden opført flere altaner, end der i forvejen eksisterede. Der var generelt tale om altaner udført med udliggerjern og pladsstøbt armeret altanplade.
Nedenfor beskrives fem typer af etageboliger, udført efter 1850. De primære kendetegn er ydermuren, etagedækket, vinduerne og sekundært tagkonstruktionen (tung/let).
Figur 1. Bygningstype 1 er enerådende frem til 1890’erne.
Bygningstype 1 er ifølge Engelmark (2013) enerådende frem til 1890’erne, og det gælder, at denne bygningstype entydigt har:
- Ydermur af massiv teglsten.
- Etagedæk med træbjælkelag.
- Tag af trækonstruktion, beklædt med tegl/skifer/metal.
- Altaner ses sjældent i denne bygningstype og var mere en luksus i særlige ejendomme. Disse er normalt indbygget i ejendommen eller med meget lille dybde og båret af teglmurværkskonsoller.
Figur 2. Bygningstype 2 er den mest almindelige frem til begyndelsen af 1930’erne.
Bygningstype 2 er den mest almindelige frem til begyndelsen af 1930’erne, og denne bygningstype har:
- Ydermur af massiv teglsten.
- Etagedæk med bjælkelag, hvor jernbjælker også introduceres i etagedækket især til udliggerjern monteret på træbjælkelaget.
- Tag af trækonstruktion, beklædt med tegl/skifer/metal.
- Altaner på udliggerjern introduceres sammen med jernets fremkomst i byggeriet. Samtidig bygges karnapper på konsoller i fx kalksandsten med korte dybder (mindre end en halv meter). Altaner på stålsøjler introduceres i starten af 1900-tallet.
Figur 3. Bygningstype 3 bliver udbredt fra begyndelsen af 1920’erne og nedtrappes i 1940’erne.
Bygningstype 3 bliver udbredt fra begyndelsen af 1920’erne og nedtrappes i 1940’erne. Denne type har:
- Ydermur af massiv teglsten eller hulmur.
- Etagedæk med bjælkelag, hvor træ i højere grad er udskiftet med jernbjælker/stålprofiler, idet byggestilen ændrer sig til større åbninger og mere varieret arkitektur. Jernprofiler introduceres af samme grund også i ydervæggene.
- Tagkonstruktion af træ, ofte med lav hældning og beklædning af tegl, skifer, metal, tagpap eller cementbaserede plader.
- Altaner på udliggerjern er fortsat mest udbredt, men altaner på stålsøjler bliver også udbredt i denne periode.
Figur 4. Bygningstype 4 udbredes i 1930’erne og forbliver udbredt frem til 1960’erne.
Bygningstype 4 udbredes i 1930’erne og forbliver udbredt frem til 1960’erne. For denne bygningstype gælder:
- Ydermur af massiv teglsten eller hulmur.
- Etagedæk af beton – enten pladsstøbt jernbeton eller hulstensdæk.
- Tagkonstruktion af træ og beklædning af tegl, skifer, metal, tagpap eller cementbaserede plader.
- En ny altantype fremkommer, hvor etagedæk i jernbeton føres gennem ydermuren som altanplade. Disse altaner udføres både som udkragede og som altaner understøttet af sidevægge og/eller søjler.
Figur 5. Bygningstype 5 udbredes fra 1960.
Bygningstype 5 udbredes fra 1960 og kendetegnes ved:
- Råhuset konstrueres af præfabrikerede betonelementer.
- Ydervægge konstrueres som sandwichelementer eller som hulmur med letbeton-elementer i bagmur og teglmur udvendigt.
- Tag ofte næsten fladt – enten opbygget af isolering eller let trækonstruktion direkte på tagdækket. Ellers med lav hældning og beklædning af cementbaserede plader eller tagpap på træunderlag.
- Der fremkommer altaner udført af præfabrikerede elementer, sammenbygget med etagedækket via stødte armeringsløsninger. De første altaner ophængt i skråstag introduceres i slutningen af 50’erne i forlængelse af, at der udvikles fastgørelsesmetoder med ekspansionsankre eller indstøbningsbeslag. Nyere løsninger med rustfrit stål udvikles i 1990’erne.
Engelmark (2013) lægger desuden vægt på, at der i 1960’erne eksperimenteres med mange byggeteknikker, hvoraf overnævnte type 5 blev mest udbredt og stadig er gældende i nutidens byggeri.
Byggestilen kan være en genvej til kendskab til anvendt byggeteknik.
1.1.2 Altantyper
Altaner kan være enten udkragede eller understøttede.
De udkragede altaner hænger ud fra facaden og påvirker bygningen med et moment. De kan være indspændte i bygningens dæk ved hjælp af udliggerjern eller ved et armeret betondæk ført ud som altandæk. De kan også være indspændte i facademuren, hvor indstøbte stag eller konsoller kan udnyttes til at optage et større moment. Udkragede altaner kan desuden være ophængt uden på facaden. I disse tilfælde optages momentet enten i form af træk og trykkræfter på facaden overført ved hjælp af skråstænger og altanpladen eller overføres til udvendige liséner.
De understøttede altaner er altaner, hvor altanpladen understøttes vertikalt af søjler eller vægge langs mindst to af de fire sider. Altanpladen kan være i stål eller armeret beton. I enkelte tilfælde i ældre altaner ses dæk i uarmeret beton mellem udliggerjernene.
Beskrivelserne af altaners konstruktive opbygning omfatter følgende altantyper:
- Udkragede altaner
- Altaner indspændt i etagedækket
- Altaner på konsoller
- Altaner indspændt i facaden
- Altaner med indstøbte stag
- Ophængte altaner
- Altaner ophængt i udvendige liséner.
- Understøttede altaner
- Søjleunderstøttede altaner
- Vægunderstøttede altaner.
Altantyperne er vist i Tabel 1. Oversigten illustrerer de forskellige statiske systemer beskrevet ovenfor, og nedenfor er beskrevet de udfordringer, der eksisterer vedrørende kuldebroer fra de forskellige altantyper. For altaner indspændt i etagedækket går kuldebroer igennem hele facaden og ind i etageadskillelsen. Ved betondæk, der er videreført ud som altantanplade, eksisterer kuldebroen i hele altanens bredde. For altaner med udlæggerjern fungerer jernprofilerne som kuldebroer, mens altanpladen er afbrudt lidt inde i muren. Ved altaner med indstøbte stag, ophængte altaner og altaner på konsoller vil der i forskellig grad være kuldebroer i facademuren. I begrænset grad gælder det samme for altaner ophængt i liséner. Understøttede altaner kan være udført, så der ikke forekommer kuldebroer mellem formur og bagmur. I ophængte altaner, hvor der kun er kontakt med facaden i ophængningspunkterne, er kuldebroseffekten og fugtbelastningen begrænset.
Tabel 1: Oversigt over altantyper.
1.1.3 Risikoklasser
De forskellige altantyper ses i Tabel 1. Nedenfor gives en klassificering til en vurdering af den risiko, der er ved benyttelse af de forskellige altantyper:
- Høj risikoklasse
Overbelastning resulterer i et uvarslet totalkollaps af hele altanpladen eller totalt bortfald af gelænder. Væsentlige hovedbærende dele af konstruktionerne er ikke tilgængelige for en visuel inspektion. - Middel risikoklasse
Overbelastning resulterer i revner eller store deformationer, som varsler overbelastningen, inden altanens funktion som altan ophører (kollaps). Væsentlige hovedbærende dele af konstruktionerne er ikke tilgængelige for en visuel inspektion. - Lav risikoklasse
Overbelastning resulterer i revner eller store deformationer, som varsler overbelastningen, inden altanens funktion som altan ophører (kollaps). De hovedbærende dele af konstruktionerne er tilgængelige for en visuel inspektion.
Altaner bygget af holdbare materialer (fx anvendelse af rustfrit stål eller omstøbning af alle ståldele med beton af god kvalitet) placeres i en lavere klasse, end hvor dette ikke er tilfældet.
Tilsvarende vil en konstruktion, hvor den hovedbærende konstruktion består af flere delkomponenter (fx ophængt i seks bolte i stedet for én), vurderes som mindre risikofyldt end konstruktioner, hvor bæreevnen ophører, hvis blot ét hovedbærende konstruktionselements tilstand er kritisk.
Udkragede altaner anses generelt for mere risikobehæftede end understøttede altaner.
Eksempler på, hvilke risikoklasser altantyper kan henføres til, er givet i Tabel 2. afsnit 2.3, Intervaller.
1.2 Udkragede altaner
Herunder gennemgås de seks typer udkragede altaner, som er introduceret i Tabel 1. Fælles for disse altaner er, at momentpåvirkningen normalt er den væsentligste statiske udfordring. Momentets størrelse afhænger i høj grad af altanens dybde og af, om der er tale om en tung eller let altanplade.
Facadens evne til at optage momentpåvirkningen afhænger af murens tykkelse, dens styrkeegenskaber samt størrelsen af den egenvægt, som facadevæggen påføres fra ovenfor liggende konstruktionsdele. Det betyder, at jo længere nede i bygningen altanen er placeret, des lettere vil det være at optage momentet, grundet den ekstra tyngde fra bygningsdele ovenover.
1.2.1 Altaner indspændt i etagedækket
Konstruktiv opbygning
Udkragede altaner, se Figur 6, indspændt i etagedækket findes i to typer.
I bygninger, hvor etagedækket er et træbjælkelag, er altanen ofte med udliggerjern og en altanplade af beton eller armeret beton. Altaner med udliggerjern er typisk opført på bygninger i perioden fra 1900 til 1960.
I bygninger, hvor etagedækket er udført i armeret beton, har gulvpladen været ført igennem facademuren og udgør altandækket. Denne type altaner ses typisk i bygninger opført mellem 1930 og 1960, hvorefter problemer med kuldebroer betød en udfasning af denne løsning.
Figur 6. Udkragede altaner med udliggerjern.
Altaner med udliggerjern bæres af stålbjælker (udliggerjern) ofte pr. 0,9-1 m. Stålbjælkerne er fastgjort til træbjælkelaget i etagedækket og ført ud gennem facaden. Det kan være profiljern, som rækker to meter ind i bjælkelaget, hvor de ved brug af franske skruer eller bolte er fastgjort til træbjælkerne. Lasterne optages således af bjælkelaget og ydermuren. Udliggerjernene er I- eller U-formede stålbjælker, og i de ældste altaner af støbejern. Ofte er udliggerjernene afsluttet med stålbjælke på tværs ved altanens front, hvorved den bærende konstruktion udgør en ramme. Stålbjælkerne er omstøbt med beton, der udgør altanpladen. Normalt findes fordelingsarmering i betonen mellem udliggerjernene, men frem til 1974 var det tilladt at udføre pladen i uarmeret beton i 1 til 1,2 m spændvidde ved beton i 12 til 15 cm tykkelse. For ældre altaner kan altanpladen således være uden armering eller med tilfældig armering af eksempelvis vandrør eller elektrikerrør, og kvaliteten af betonen kan være svingende. Der kan bl.a. være murstensskærver i betonen, hvilket kan resultere i dårlig styrke og frostbestandighed af betonen med afskalninger til følge.
Figur 7. Udkraget altan med udliggerjern.
Udliggerjernene er oftest indstøbt i betonpladen, men der findes eksempler, hvor altanpladen ligger oven på udliggerjernene, som derfor kan være omstøbte, dækket af en falsk konsol eller være ubeskyttede. Altanpladen kan også være udstøbt mellem over- og underflange på stålprofilet. Stålprofilets underflange er således synlig på altanpladens underside, mens et slidlag dækker overflangen.
I bygninger, hvor etagedækket er udført i armeret beton, og gulvpladen ført igennem facademuren som altandæk, er altanpladen en integreret del af etagedækket.
Svigtmekanisme og typiske udfordringer
Altaner med intakte udliggerjern indspændt i etagedækket vil som udgangspunkt gennemgå store deformationer i form af et sejt brud (varslet) før kollaps. Der er imidlertid en betydelig risiko for korrosion skjult lidt inde i facadevæggen, hvor stålprofilerne ikke er omstøbt, og hvor fugt ikke ventileres bort, se Figur 8. For et stålprofil i denne tilstand er der ikke længere tale om et sejt brud. Kombinationen af skjult og uvarslet brud medfører, at denne altantype indplaceres ihøj risikoklasse, medmindre den udføres i rustfrit stål, eller profilerne omstøbes gennem hele facademuren, hvor den så henregnes til middel risikoklasse.
Figur 8. Gennemkorroderet udliggerjern.
Ved altaner udført som et gennemgående betondæk er etagedækket ført videre ud gennem facaden. Denne løsning vil virke som et armeret betondæk, og derfor vil et eventuelt svigt foregå som et varslet brud med betydelig revnedannelse, inden egentligt kollaps opstår. Løsningen findes også som præfabrikerede betonaltaner, hvor altanpladedækket kan være armeret sammen med etagedækket. For supplerende information om denne altantype henvises til (Abrahamsen & Olesen, 1987). Armeringen bag facademuren er normalt omstøbt og dermed beskyttet igennem hele muren, og nedbrydningen af altanen vil typisk være mest udtalt ude på altanpladen, som er tilgængelig for visuel inspektion. Denne løsning indplaceres derfor i lav risikoklasse.
Særlige fordele
Fordelen ved disse altantyper er, at altanpladen bliver sikkert indspændt i etagedækket, både ved udliggerjern fastgjort til etagebjælkelag og ved gennemgående udkragede betonaltandæk, hvilket sikrer en god stabilitet uden behov for yderligere understøtning fra søjler eller andre bærende konstruktioner.
1.2.2 Altaner på konsoller
Konstruktiv opbygning
I denne type altaner er altanpladen understøttet af konsoller, se Figur 9. Det kan være betonkonsoller eller konsoller opmuret af kalksandsten. Disse altantyper kom frem i starten af 1900-tallet under karnapper eller som understøtning for brede altaner med lille dybde. Statisk er konsollen bygget sammen med facaden og overfører såvel altanens lodrette kræfter som momenter til facadens bærende konstruktion. Konsoller i eksisterende byggeri er normalt uarmerede. Momentet optages i facadevæggen ved tryk- og forskydningskræfter i kombination med murværkets egenvægt. Bærende konsoller vil derfor også normalt være udført med en stor højde, hvorfor kræfterne fra momentet i facaden er begrænsede. I dette tilfælde vil armeringen i altanpladen ligge parallelt med facaden og være placeret i bunden af altanpladen.
Figur 9. Altaner på konsoller.
Svigtmekanisme og typiske udfordringer
Ved denne altantype kan svigt opstå ved forskydningsbrud eller revner i konsollerne som følge af for store trykkræfter. Et svigt af konsollerne vil føre til et kollaps. Begyndende svigt viser sig dog typisk med synlige tegn som revner, sætninger eller afskalninger på den synlige del af altanen. Derfor indplaceres denne altantype i middel risikoklasse, dog høj risikoklasse, hvis der inde i facaden findes ikke-omstøbte bærende ståldele i ikke-korrosionsfast stål.
Bemærk, at altaner udført med konsoller kan være suppleret med andre hovedbærende konstruktioner og dermed være delvist bærende. Der er også udført konsoller under altaner, hvor konsollerne alene har en kosmetisk funktion.
Figur 10. Altan på konsoller.
Særlige fordele
Altaner på konsoller er en forholdsvis enkel løsning, som både kan anvendes i nybyggeri og eftermonteres på eksisterende byggeri, idet etablering af altanen ikke kræver omfattende indgreb i den eksisterende konstruktion.
1.2.3 Altaner indspændt i facaden
Konstruktiv opbygning
Altaner indspændt i facaden, se Figur 11, er som regel nyere. Løsningen kan være udført med let eller tung altanplade.
Er altanen udført som tung konstruktion, er altanpladen ført ind i facademuren. Er altanen udført som let konstruktion, er udlæggerjern fastholdt i en armeret betonløsning i selve facaden. Statisk fungerer det ved, at momentet optages direkte i facademuren, hvilket kræver tilstrækkelig egenvægt fra ovenliggende murværk. Denne konstruktive opbygning sikrer, at både moment og vederlagskræfter overføres til bygningens bærende konstruktion. Denne løsning ses ofte kombineret med indstøbte stag, se afsnit 1.2.4, når der er behov for mere egenvægt, fx i de øvre etager, hvor egenvægt fra ovenliggende murværk ikke er tilstrækkelig.
Figur 11. Altan indspændt i facaden.
Svigtmekanisme og typiske udfordringer
En udfordring ved denne altantype er sikring af tilstrækkelig lodret kraft i facademuren og tilstrækkelig tykkelse af denne.
Svigt kan opstå ved revner i facaden. Begyndende svigt viser sig dog typisk med synlige tegn som revner, sætninger eller afskalninger på den synlige del af facaden. Derfor indplaceres denne altantype i middel risikoklasse, dog høj risikoklasse, hvis der inde i facaden findes ikke-omstøbte bærende ståldele i ikke-korrosionsfast stål.
Særlige fordele
Altaner indspændt i facaden er en enkel løsning, som både kan anvendes i nybyggeri og eftermonteres på eksisterende byggeri, idet etablering af altanen ikke kræver omfattende indgreb i den eksisterende konstruktion. Dette giver et arkitektonisk udtryk, som kan tilpasses den klassiske og den moderne byggestil. Derfor er løsningen ofte anvendt på bygninger, som ikke tidligere har haft altaner.
1.2.4 Altaner med indstøbte stag
Konstruktiv opbygning
Altaner med indstøbte stag er indspændt i facaden. Denne konstruktive opbygning sikrer, at både moment og vederlagskræfter overføres til bygningens bærende konstruktion.
Altankonstruktionen består typisk af en altanplade i armeret beton eller stål, hvor armeringen føres ind i fx en muret væg. Ydermuren optager vederlagskræfterne fra altanen, og momentet optages ved, at der etableres stag, der kan optage trækkræfterne, se Figur 12. Trækkræfterne fra stagene optages forneden ved egenvægt fra murværket. Det er vigtigt, at der er tilstrækkeligt med tryk i murværket til at modvirke trækkræfterne. Ligeledes skal fastgørelse af stagene til altanpladen være udført og projekteret således, at trykkræfterne under altanpladen kan optages lokalt i murværket.
Løsningen stiller høje krav til projektering, udførelse og kontrol. Det gælder især detaljerne omkring stagenes fastgørelse til væg og altanplade samt altanpladens vederlag på væggen.
Figur 12. Altan med indstøbte slag.
Svigtmekanisme og typiske udfordringer
Altaner med stag er som regel nyere, og staget indmures i facaden, således at det er skjult inde i murværket. Staget kan være udført som rustfrit stål eller være korrosionsbehandlet.
Svigt i altaner med indstøbte stag kan have to årsager, enten korrosion i stålstagene eller utilstrækkelig egenvægt af facademuren.
Korrosion i stagene forekommer især i eller nær samlingen mellem altan og bygning, hvor revner i betonen kan medføre, at der trænger vand ind i konstruktionen. Korrosion i stålstagene kan resultere i uvarslet brud.
Hvis facademurens egenvægt er utilstrækkelig, kan det føre til revner og i nogle tilfælde svigt i konstruktionen. I sådanne tilfælde vil der typisk være synlige tegn på skader, inden et brud opstår.
Denne altantype indplaceres i høj risikoklasse, idet stagene er indmurede og dermed skjult inde i muren, samt at der er risiko for et uvarslet brud. Er de indstøbte stag udført i rustfrit stål eller indstøbt i beton, kan altanen placeres i middel risikoklasse.
En udfordring ved altaner med indstøbte stag er revnedannelse i overgangen mellem altanpladen og den bærende konstruktion. Revner kan opstå som følge af store lokale påvirkninger. Revnedannelse kan medføre, at fugt kan trænge ind i konstruktionen, hvilket kan forårsage accelereret korrosion af armeringen.
Særlige fordele
Altaner med indstøbte stag kræver ikke indgreb i konstruktionen inden for facademuren, hvorfor denne løsning giver mulighed for placering frit på bygningens facade. Dette gør, at det arkitektoniske udtryk kan tilpasses den klassiske og den moderne byggestil. Derfor er løsningen ofte anvendt på bygninger, som ikke tidligere har haft altaner.
1.2.5 Ophængte altaner
Konstruktiv opbygning
De ophængte altaner er monteret uden på facaden ved hjælp af skråstag, se Figur 13. De er ophængt enten i ydervæggen eller i etagedækket ovenover. Der er typisk tale om lette altankonstruktioner, og altanpladen er typisk stål, men kan også være armeret beton.
Figur 13. Ophængte altaner.
Skråstagene er normalt fastgjort med beslag i bagvæggen eller fastboltet til etagedækket. Trækstænger kan være anvendt i kombination med andre bærende konstruktionstyper, hvor fx indspænding ikke alene er tilstrækkeligt. Det fordrer, at begge de bærende konstruktionsdele har tilstrækkelig deformationskapacitet til at sikre den fornødne samvirken.
Løsningen stiller høje krav til projektering, udførelse og kontrol. Det gælder især vedrørende fastgørelsen af skråstagene, da altanens statiske virkemåde i høj grad afhænger af, at træksamlingerne er projekteret og udført med tilstrækkelig sikkerhed og holdbarhed. Hvis skråstagene fastgøres i en muret væg, er denne løsning normalt alene udført i en massiv mur. En hulmur vurderes generelt ikke at have tilstrækkelig bæreevne lokalt til at optage trækkræfter i skråstag fra altaner. Er der tale om indlimede bolte/ankre, skal det sikres, at der er tilstrækkelig forankringsdybde. Det betyder, at de som minimum har en dybde, der når gennem 1 ½ sten eller mindst 300 mm. Er der tale om en løsning, hvor boltene er fastgjort til en plade på bagsiden af en massiv mur, skal pladen være så stor, at der ikke er risiko for udtræksbrud ved gennemlokning. Uanset om der anvendes indmurerede bolte/ankre eller fastgørelse med plade, skal fastgørelsen være placeret i tilstrækkelig afstand fra fx åbninger som vinduer eller døre.
Figur 14. Ophængt altan.
Der eksisterer en variant af denne løsning, hvor skråstagene er erstattet af tilsvarende trykstænger under altanen. Her skal man især være opmærksom på, at der i altanpladen vil være en kraft, der kan trække altanpladen ud fra facaden. Derfor skal altanpladen være forankret for et vandret træk ud af væggen. Hvis skråstængerne under altanpladen er fastgjort til en muret væg, skal man være opmærksom på, at forbindelsen både optager et vandret tryk og en nedadrettet kraft.
Svigtmekanisme og typiske udfordringer
Nedstyrtningsrisikoen for ophængte altaner er især relateret til skråstagenes fastgørelser i altanen og i murværket samt altanpladens fastgørelse til facaden. Det drejer sig om:
- Koncentreret brud ved understøtning af altanpladen i facaden. Her er risikoen for brud mindre, idet et vederlagsbrud typisk vil opstå som varslet med synlige tegn på svigt i form af revner i vederlaget.
- Brud ved fastgørelsen af trækbeslag i altanpladen. Denne kan fx være udført med bolte og beslag, der er fastgjort fx i en bjælke i altanpladen.
- Brud ved stagenes fastgørelse i murværket i facaden. Hvis denne forbindelse er udført i rustfrit stål, fx med flere samlinger og med flere bolte i samlinger, vil dette brud være mindre kritisk, idet et eventuelt samlet brud vil opstå varslet.
Som udgangspunkt henføres denne altantype til høj risikoklasse, idet der er risiko for uvarslet brud i træksamlingerne. Hvis de skjulte ståldele er udført i rustfrit stål, og bolteforbindelsen på facaden er udført med bagplade og flere bolte, således at bortfald af en enkelt bolt har mindre betydning, henføres altanen til middel risikoklasse.
En udfordring ved ophængte altaner er korrosion i skråstag og stålforbindelser. Dette er særlig tilfældet, hvis materialet ikke er korrekt overfladebehandlet, eller hvis fugt kan samle sig omkring samlinger.
For varianten af denne altantype, hvor stagene er erstattet af trykstænger placeret under altanpladen, optages belastningen som tryk i stængerne og træk i altanpladen. Risikoen for uvarslet kollaps anses for at være lavere for denne altantype, især hvis trykstængerne er udført i rustfrit stål, og altanpladens trækforbindelse er udført med en indstøbt løsning. I så fald kan altanen henføres til middel risikoklasse, ellers henføres også denne altantype til høj risikoklasse.
Særlige fordele
Denne altantype kan monteres eller udskiftes enkelt uden betydelige indgreb i facadekonstruktionen.
En særlig fordel for varianten med tryk i stag anbragt under altanen er, at trækforankringen af altanpladen kan ske til etagedækket, og at pladen til sikring mod gennemlokning ved stagets forbindelse til murværket er anbragt udvendigt på muren.
1.2.6 Altaner ophængt i udvendige liséner
Konstruktiv opbygning
Det er typisk lette altankonstruktioner, der er ophængt i liséner. Liséner er momentbelastede søjler, der monteres på facaden, hvor de bærer lasten fra altanen og fører lasten videre ind til den bærende konstruktion i facaden. Liséner og udkragede stålprofiler er typisk udført i firkantstålprofiler. Det bærende hovedsystem er indstøbt i murværket foroven, hvor både udadrettet træk og lodret last optages, se Figur 15. Der kan i nogle tilfælde være suppleret med skråstag.
Lisénerne er enten sammenhængende eller adskilte mellem hver etage. Ved adskilte liséner er hver altankonstruktion fastgjort med mindst to beslag, ét til optagelse af trækket i toppen og ét til at optage trykket i bunden. Er lisénerne opbygget som en samlet gennemgående konstruktion i hele bygningshøjden, kan den være udført enten med færre beslag i den samlede højde eller med mindst to beslag pr. etage.
Altaner, der kun betjener én brandcelle, skal enten opfylde brandkrav bygningsdel klasse R60 eller udføres i ubrændbart materiale, som har et smeltepunkt, der er højere end 850 °C, og bæreevnen af den enkelte altan skal bevares, hvis der ved brand sker svigt i konstruktionen i en vilkårlig af de øvrige altaner, se BR18 kap. 5 (Social- og Boligstyrelsen, SBST, Bygningsreglement 2018, BR18, 2025). Altaner ophængt i liséner opfylder dette brandkrav, hvis de er udført i stål og er ophængt i mindst to beslag over og under altanpladen på hver etage, se Figur 15. Lisénerne skal ikke være adskilt for hver etage for at opfylde førnævnte brandkrav.
Altanpladen er ofte udført i stål – fx trapezplader, men der kan også være en altanbund bestående af sekundære bjælker i firkantede aluminiumprofiler til bæring af en aluminiumdørkplade. Altanpladen kan også være i armeret beton.
Figur 15. Altaner ophængt i udvendige liséner.
Svigtmekanisme og typiske udfordringer
Revner i facaden, både svind- og temperaturrevner, kan opstå ved liséners fastgørelse til facaden.
Bortset fra forankringerne er hele konstruktionen synlig for inspektion. Derfor er det muligt at konstatere begyndende svigt som følge af korrosion i stålkomponenter, svejste samlinger, bolteforbindelser eller begyndende mekanisk nedbrydning ved forankringer som følge af temperaturbetingede differensbevægelser. Svigt, især ved den øverste forankring i muren, kan føre til et uvarslet kollaps af den øverste altan, hvorfor denne som udgangspunkt henføres til høj sikkerhedsklasse. Altaner udført med mindst to beslag pr. altankonstruktion og gennemgående liséner, idet der både statisk og brandmæssigt er indbygget større sikkerhed, end hvis altanerne var ophængt enkeltvis, kan henføres til middel risikoklasse. Hvis konstruktioner udføres i rustfrit stål, kan altanerne henføres til middel risikoklasse. Altantypen kan indplaceres i lav risikogruppe, hvis der er gennemgående liséner med to beslag pr. altan, og træksamling i facade er udført i rustfrit stål eller omstøbt.
Figur 16. Altaner ophængt i udvendige liséner.
Særlige fordele
En fordel ved denne type altaner er, at det statiske system er opbygget, så lasterne kan føres direkte via liséner gennem facaden til jorden.
1.3 Understøttede altaner
Understøttede altaner er opbygget således, at der er understøtninger på mindst to sider af altanpladen. Altanpladen er derfor typisk understøttet såvel af facaden som af fx søjler eller vægge. Den bærende armering er i disse altaner typisk placeret i undersiden af altanpladen. Understøttede altaner kan være helt eller delvis indeliggende, som det fremgår af Figur 17.
Figur 17. Eksempel på understøttet altan.
1.3.1 Søjleunderstøttede altaner
Konstruktiv opbygning
Søjleunderstøttede altaner kan være udført som tunge eller som lette altaner.
Det statiske system kan være opbygget ved at etablere en bjælke indstøbt i altanpladens forkant mellem de to søjler eller ved at etablere to bjælker – en i hver side – under altanpladen mellem søjlen og facaden. Søjlerne kan være udført i armeret beton eller i stål, enten i rør- eller I-profil.
Altanpladen er placeret direkte på søjleunderstøtninger, se Figur 18. Mellem søjle og altanplade er udført en samling, der kan overføre vandrette kræfter fra altanplade til søjle. Ved betonsøjler er nederste søjle støbt direkte på fundamentet med en samling, der fx er fastgjort til indstøbte ankre i fundamentet. Den nederste søjle ved stålprofiler er typisk fastgjort til en fodplade, der er boltet fast til fundamentet. Øvre og nedre del af mellemstående søjler er fastgjort til altanpladerne til bærende dele, fx den indstøbte bjælke, i altanpladen, således at der kan overføres vandrette kræfter.
Altanpladen er typisk udført i armeret beton. Det kan være præfabrikerede betonelementer indstøbt i facademuren, men altanpladen kan også være let og udført i fx stål eller højstyrke fiberarmeret beton.
Figur 18. Søjleunderstøttende altaner.
Svigtmekanisme og typiske udfordringer
Der kan forekomme nedbrydning af beton og armering i altanpladen og i de underliggende bjælker og i betonsøjler.
Indvendig korrosion kan forløbe skjult i stålrør. I mange tilfælde vil en sådan korrosion dog resultere i, at rust gennem mindre huller når frem til overfladen og dermed bliver opdaget i tide. Bortset fra denne situation vil nedbrydning af vitale dele af konstruktionen afsætte synlige spor. Denne altantype placeres derfor i lav eller middel risikoklasse, middel, hvis der er tale om stålsøjler i rørprofil i ikke-rustfrit stål.
Figur 19. Søjleunderstøttet altan.
Særlige fordele
Søjleunderstøttede altaner er forholdsvis enkle løsninger, som gør dem både omkostningseffektive og hurtige at etablere i fx eksisterende bygninger. Samtidig kræver løsningen et forholdsvis begrænset indgreb i de eksisterende bærende konstruktioner, idet belastningen føres direkte gennem facade og søjler til jorden.
1.3.2 Vægunderstøttede altaner
Konstruktiv opbygning
Vægunderstøttede altaner er typisk udført som tunge altaner, eventuelt af præfabrikerede betonelementer. Det statiske system består af altanpladen understøttet på altansidevægge, der kan være muret eller udført i beton. Understøtningen kan også være armerede betonbjælker, der kan være udkragede gennem ydermuren fra en indvendig tværskillevæg, se Figur 20.
Altanpladerne er dels understøttet i sidevæggene, dels understøttet i facaden. Løsninger uden understøtning langs facaden ses også. Disse altanplader spænder så mellem sidevæggene, og altanpladen kan dermed udføres fri af facademuren.
Figur 20. Vægunderstøttede altaner.
Svigtmekanisme og typiske udfordringer
Denne altantype kan være understøttet langs flere sider, hvilket giver en højere grad af sikkerhed, da det kræver svigt flere steder i understøtningen, før et egentligt brud kan opstå. Dette betyder, at der ved eventuelle svigt typisk vil være synlige tegn som deformationer eller revnedannelser. Bruddet vil typisk opstå som et varslet brud. Derfor indplaceres denne altantype i lav risikoklasse.
Figur 21. Vægunderstøttede altaner.
Særlige fordele
Denne type altan kan med fordel udføres ved, at altanpladen ikke understøttes af ydermuren, hvilket mindsker risikoen for fugtskader. En anden fordel ved denne type altan er, at den har et æstetisk let udtryk uden synlige søjler, hvilket understøtter en arkitektonisk helhed.
1.4 Altanplader
Altanpladen er en del af den bærende konstruktion. I nogle tilfælde er den også en del af den primære bærende konstruktion, mens den i andre tilfælde er en sekundær bærende konstruktion båret af den primære konstruktion. I alle tilfælde er det et konstruktionselement, hvis sikkerhed skal opretholdes i hele altanens levetid.
Betonplader
Betonpladerne er opbygget af en bærende armeret betonplade, dækket af et slidlag, og i nyere altaner findes også en fugtmembran. Langs facaden er der typisk en hulkehl og en fuge, som skal sikre, at vand ikke trænger ind i facaden. Det er vigtigt, at betonpladens overflade hælder bort fra facaden, igen for at aflede vandet herfra.
Ved betonplader indspændt i facaden findes hovedarmeringen i oversiden og vinkelret på facaden. Ved understøttede plader findes armeringen i undersiden af pladen. Ved understøtning ved altanens forkant og i facaden vil armeringen ligge vinkelret på facaden. I de tilfælde, hvor altanpladen understøttes af tværgående vægge eller bjælker, herunder udliggerjern, vil armeringen ligge parallelt med facaden. I ældre altaner med udliggerjern kan betonpladen være uden armering, se i afsnit 4.2.1, Altanplade i armeret beton
Lette plader
Lette altanplader er typisk udført i stål, aluminium, zink eller fiberarmeret beton, hvor stålplader og aluminiumplader typisk er udført i form af trapezplader. Lette plader er altid monteret på en hovedkonstruktion med dertil egnede forbindelsesmidler på en måde, så regnvand ledes væk fra facaden.
Svigtmekanisme og typiske udfordringer
Den typiske udfordring for betonplader er, at betonkvaliteten har været dårlig og med tiden ikke er i stand til at beskytte armeringen, eller at fuger, slidlag og fugtmembran svigter, så der åbnes for nedbrydning af beton og korrosion af armeringen. Fugt- og korrosionsskader kan også være en følge af, at altanen fejlagtigt er udført med tilbagefald mod facaden, manglende hulkehl mod facadevæggen, manglende eller utilstrækkelig afvanding, især ved vederlag, hvor manglende vandnæser gør det lettere for vand at trænge ind. Hvis fugt trænger ind i ydervæggen, øges risikoen for korrosion inde bag facaden.
Anvendelsen af salt som vinterforanstaltning vil øge ovenstående problem.
På den synlige del af altaner, hvor der ikke er udført en omstøbning af udliggerjern, er der risiko for, at stålprofilerne ikke er tilstrækkeligt beskyttet mod fugt. Når udliggerjern eller armering begynder at ruste, opstår der revner i murværket eller betonen, hvilket medfører øget vandindtrængen til stålprofilet og dermed en accelereret udvikling af rustdannelsen.
Når vand trænger ind i beton og fryser, udvides det og skaber afskalninger og revnedannelse, der eksponerer betonen for yderligere påvirkning af vand og accelererer en gradvis nedbrydning af betonen og rustdannelse i armeringen. Rust fylder mere end stål og fører til afskalning af betonen.
Derudover kan der opstå skader i form af forvitring, hvor betonoverfladen mister sin styrke og begynder at smuldre, eller udludning, hvor kemiske reaktioner får betonens overflade til at danne hvide udfældninger.
Den typiske udfordring for lette altanplader er svigt i forbindelsesmidlerne. For stålplader er korrosion af pladen også en udfordring.
Hvis altanpladen – tung eller let – ikke er en del af den primære bærende konstruktion, vil alle overflader være synlige, og pladen vurderes at være i lav risikoklasse.
Særlige fordele
Lette altanplader har den fordel, at de stiller mindre krav til styrken af den bærende hovedkonstruktion. Anvendelsen af lette altanplader eller præfabrikerede betonplader kan desuden reducere byggetiden.
1.5 Rækværker
Værn mod fald fra altaner, fx i form af rækværk, gelænder eller en mur, har både en sikkerhedsmæssig og en arkitektonisk funktion.
Uanset valg af type og materialer skal der være særlig opmærksomhed på, at rækværkernes fastgørelsespunkter er projekteret og udført korrekt.
Rækværker findes i forskellige udformninger og materialer, men de mest gængse typer er stål- og aluminiumrækværker, som kan være kombineret med glasfyldninger med henblik på at give et transparent udtryk. I ældre bygninger ses også betonrækværker eller brystninger, som er integreret i altanpladen.
Materialevalget er bestemt af arkitektoniske og designmæssige krav samt ønsker til vedligeholdelse.